Søvn og traumer

SE®-terapi

Søvnvejledning og SE®

Kroppen husker traumer, bedre og længere end vores bevidsthed gør. Derfor vil vi ind i mellem opleve, at vi fungerer dårligt på visse punkter i vores liv.
Det kan være ubehag ved en køretur i bil, hvis vi har været udsat for et trafikuheld, at være alene hjemme, hvis vi tidligere har følt en trussel i hjemmet, eller at vi har en fortsat smerte i en del af vores krop efter et mindre traume, men hvor noget gammelt er blevet reaktiveret.

Søvn er ofte påvirket, når vi har været udsat for traumer.
Det kan være så svære traumer, at vi har fået PTSD, som medfører flashbacks, mareridt og kronisk angst.
Eller “normale” traumer som fx at blive opereret, men hvor dette har været angstfyldt og uforløst, og hvor vi derfor er blevet bange for at falde i søvn pga. kontroltab.

Link til SE®-foreningen

Vores hjerne er funktionelt opdelt i tre hjernelag: det kognitive, det følelsesmæssige og det autonome (krybdyrhjernen), som alle arbejder sammen hele tiden.
Når der er harmoni mellem disse, har vi et liv i balance.

Når vi har været udsat for traumer, vil samspillet mellem hjernelagene ikke være så harmonisk mere.
Teorien bag SE®-metoden, som bliver understøttet af nyeste forskning, er, at en traumatisk stressreaktion er en følge af et højt aktiveret nervesystem, hvor spænding og energi er spærret inde i kroppen, hvorved der udvikles symptomer.

Symptomer kan være søvnforstyrrelser, kronisk træthed, nedsat koncentrationsevne og kortidshukommelse, migræne, PTSD symptomer og depression. Det er ikke selve begivenheden, der udløser et traume, men personens reaktion på oplevelsen.

Ved SE®-terapien vil selve traumehistorien træde i baggrunden, for det er ikke historien, der er vigtig, men kroppens reaktion på historien.

Ved at lade kroppen være i fokus, arbejdes traumet ud af kroppen blidt og respektfuldt.
Ved at fortælle historien uden at kroppen får lov at tilpasse sig denne bid for bid, risikerer vi at blive re-traumatiseret.

Under søvnvejledning vil jeg ind i mellem bruge teknikker fra SE®-terapien.